Bike 2006, 4 sider

Knopdæk i hobbittens baghave

"Intet kan tage omdrejninger som en udlejningsmaskine", råber Craig med et grin fra øre til øre. Honda'en knitrer, mens motoren køler af, og lugten af brændt mudder krydrer luften. Vi trækker hjelmene af og griner alle fire af vores race op af det smalle og stenede spor. De sidste 15 minutter har vi kørt om kap. Har kastet cyklerne igennem skarpe hårnålesving og brugt de smalle spors banter som ramper. Landskabet, den smukke natur og vidunderlige udsigt ser vi først nu. For et øjeblik siden var det bare træer, vi skulle undgå, og afgrunde vi ikke måtte lette ud over. Vi er høje. I ekstase i paradis. På den ene side ligger der et bjerg, stribet af fjeldskred og så tæt, at vi næsten kan røre det. På den anden side, en snes kilometer borte igennem den klare luft, visker tidevandets bølger knopdækkenes spor væk fra kystens gyldne sand som en gigantisk skurebørste.

Det er svært at stå stille efter sådan en tur. Pulsen banker, øjnene er spilet op, og T-shirten klistrer svedigt til kroppen. At have sådan en oplevelse på en guidet tur er ufattelig. Og at det ikke er lykkedes nogen af os at overhale guiden, Craig, er utåleligt. Ikke mindst fordi han kører på en væsentlig mindre og ældre maskine. Craigs stille manerer og hobbitlignende facon er åbenbart blot en facade, for han kender hvert et sving og hver en sten. Han har levet og åndet for at køre motorcykel i den new zealandske natur i næsten 20 år. "Så længe jeg kan køre motorcykel, kan jeg ikke se nogen grund til at lave andet", fortalte han os i går. Nu ved jeg, hvad han mener. 

Forventningens glæder.

Indtil videre stammer mine erfaringer med motorcykeludlejning fra sydeuropæiske firmaer. Grådige virksomheder der holder deres udpinte maskiner kørende på blankslidte dæk, udpinte kæder og kineserklon maskineri, der brænder olie som småbørn spiser spaghetti. Kundekredsen er hovedsaglig intetanende, fordrukne og blege engelske turister, der står i kø for at blive skrallet og sendt hjem i bandager og jod. Men at få mulighed for at køre motorcykel og flygte fra badestranden, hvor folk sveder livløst som pølser på en grill, er for mig feriens højdepunkt og en fornøjelse, på trods af at maskineriet for længst skulle have været ophugget. Så ligeså snart vi havde besluttet os for at tage på ferie til New Zealand med vores fire børn, gik jeg i gang med at undersøge motorcykelsituationen dernede. Google alene giver 1.740.000 hits på søgeordene "new zealand motorcycle adventure".

En af dem, www.adventureride.co.nz, virkede lovende. Men det gør de sydeuropæiskejo også! Webmasternes opfindsomhed og overforbrug af ordet eventyr er lige netop ingen garanti for en spændende oplevelse. Eventyr er så misbrugt et udtryk, at det giver 126 millioner hits, og nærmest er blevet et synonym for det modsatte. Alligevel var der noget ved AdventureRides hjemmeside, der appellerede, og efter lidt emaileri frem og tilbage sendte jeg min elektroniske betaling ud i cyberspace. I ugerne inden afrejsen tænkte jeg mere og mere over mine forventninger til turen, og under en genvisit på websiden begyndte jeg at fortolke fraserne: "Guided tours" blev til "kørsel med kontrollant på udfordringsløse veje". Det gav gåsehud. "Frokost på vingård" lød som minimale timer i sadlen. Dybt suk. "Homestay" var nok overnatning på bondegård inklusiv en fersk omgang mad og usle værelser delt med en, der snorker som Brians panhead. Kuldegysninger. Frygten blev ikke mindre, efter en mail fra firmaets indehaver, Grenville Button, en uge inden turen. Han oplyste blandt andet, at jeg skulle dele turen med et amerikansk par på bryllupsrejse. Vores indbyrdes opfattelse af en ferie i sadlen var uden tvivl vidt forskellig.

Vi skulle mødes foran pubben i Waitaha. Så kl. 8 stod jeg og trillede tommelfingre på en stor grusbelagte parkeringsplads i den mindste og mest gudsforladte landsby i verden. Klart at tankerne om bare at køre hjem var der. Men da en minibus med trailer lastet med tre skinnende nye KTM EXC'ere og en Honda XR stoppede foran mig, gav jeg det alligevel en chance mere.

Nygifte, nyt tøj og gamle støvler.

I bilen sidder Craig med turtleduene Darren og Jeannie fra Californien på bagsædet. Jeannie gemmer sin amerikanske blufærdighed i bilen, mens hun skifter til crossbukser og trøje. Darren plaprer løs, mens vi læsser cykler af og finder vores eget tøj frem. Til min store forbavselse passer alt tøjet mig langt bedre end mit eget derhjemme. Derudover er det enten nyt eller næsten ubrugt på nær støvlerne som er til gengæld så velholdte, at de er bløde og behagelige og passer mig, som havde jeg selv brugt dem det sidste års tid. Mine egne Sidi's genkendelige harskhed besidder de dog ikke. Ja, hvorfor lugter de ikke? Endnu. Cyklerne er til min store lettelse i imponerende stand. Min EXC 450 er ny, bortset fra nogle få kilometer. De andre to har ikke mere end et år på banen men bærer ingen tegn på udlejning, for der er intet, der er bukket, brækket eller tapet sammen, og dækkene står dugfriske og skarpe. Sådan!

Jeannie kravler ud af bilen i fuld dress og viser sig at være petit, pæn og feminin og ikke lige den type man forestiller sig vil føle sig hjemme i mudder. Hun får sin EXC 400 til at se enorm ud og mig til at tvivle på, at det kommer til at gå godt. På tåspidser kan hun lige netop svinge benet over og stå med den ene knæhase på sadlen. Jeg tvivler på, om det nogensinde lykkedes hende at komme i gang. Men det bekymrer åbenbart ikke Craig, for med et simpelt "ok" og et vink, kører han afsted. Med 80 i timen triller vi op ad vejen. Det er længe siden, jeg har kørt 80 i timen på lige, åben landevej. "Det bliver en lang dag", tænker jeg. Efter 10 kilometer fortsætter vi af en grusvej, der bliver til en jævn jordvej over en mark. Videre går det igennem en plantage i anstændigt og gruelig kedeligt tempo. "Jeg klarer ikke det her trilleri i flere dage", tænker jeg, og leder efter et blødt sted på sædet.

Jord, vin og dampende cykler.

Craig drejer ind på et lille spor imellem grantræerne, tjekker at vi har øje på ham og forsvinder for fuld hane. Tempoet skifter fra trægt til halsbrækkende, og mine bekymringer er glemt, ligesom sædets hårdhed og vejrtrækningen, da EXC'en får en håndfuld gas, og hastigheden tredobles. Det smalle spor byder nogle steder på sektioner med blødt sand, andre med stammer på tværs. Det skifter hyppigt retning da den væver sig igennem plantagens lige rækker. Det går rigtig godt. EXC'en er i sit es, og jeg er i paradis. Men lige inden følsen af udødelighed, urørlighed og uovervindelighed træder ind, skyder Darren forbi. Hans baghjul spinder lystigt og sender en bue af jord lige op i ansigtet på mig som "tak for lån". Sporet drejer opad mellem to rækker grantræer og afslører en knopdæksbred spalte. Alle før os har holdt den samme linje. Darren kører lige op i midten og holder balancen ved at lad baghjulet spinde og kaste sig fra side til side. Jeg vælger at køre lidt ved siden af sporet. Det går fremragende, og jeg holder Darren i sigte indtil en gren pludselig sender mig ned i sprækken. Forhjulet fanges, og jeg fortsætter videre over i træerne. KTM'en holder sig til gengæld fint i sporet. Sikke et banalt styrt. Tåbeligt. Jeannie ligger lige i halen på mig og styrter samme sted. Hun lander med et brag, og styret fanger hende lige under hagen. Hun trækker hjelmen af. Ansigtet er smurt ind i jord, blod og et kæmpe smil. "Jeg er ikke vant til så mange træer", siger hun og griner.

"Vi kører desertrace hjemme i Californien", forklarer Darren, da jeg spørger til deres offroad erfaring. Pludselig føler jeg mig som det svageste led. Senere kører vi igennem et åbent landskab, hvor vi hurtigt kommer op over 100 km/t. Det ene øjeblik er vi på en bakketop, det næste i tæt skov. "Er I ikke sultne?", spørger Craig. Det er vi alle, men hvor blev tiden af? Vi kører tilbage til vejen og fortsætter 10 km mere, indtil Craig fører os ind på en vingård. Vi er de eneste, der ikke ser fornemme ud, ikke dufter til vinen eller lugter af roser. Gårdens hund ligger ved vores fødder under bordet. Jeg vælger en tigerrejesalat fra kortet, en lokal øl (to!) og et glas af gårdens forbavsende lækre hvidvin, Waipara Springs Pinot Nior Reserve 2002. "Nydes bedst udendørs med svedig cordura, støv og sovende hunde". "Cheers", skåler Darren, "bare vi ikke vågner fra drømmen".

Eftermiddagen starter med en tur ned ad et flodleje, og her bliver mysteriet om de bløde og lugtfri støvler afsløret. Efter 10 -15 gange over floden er de blevet grundig skyllet både inde og ude. Floden løber igennem en kæmpe fårefarm ud til stranden ved østkysten. Da vi atter drejer indenlands, er det via en smal slugt i tæt regnskov med plads til kun en cykel i bredden. Vi skubber, knokler og balancerer igennem det meget teknisk svære spor, mens sveden dribler ned af ryggen. KTM,ens køler koger og dampen stiger lige op i ansigtet så at brillerne dugger både inde og ude, men på grund af den tætte skov beholder jeg dem på. Ved en lille lysning kaster vi cyklerne på jorden, og ligger alle fire pustende i græsset, mens vi damper af. "Den er halv syv", siger Craig. "Hvor længe skal vi blive ved?“, puster vi nærmest i kor. “Det er jer, der bestemmer. Vi kører altid, indtil kunden har fået nok“, svarer Craig. “Men der er omkring 20 minutter til pubben, hvis vi kører direkte, og så en time mere i bilen til Madeleines Homestay", tilføjer han. "Øl", sukker Darren og løfter Jeannie's maskine på hjulene. "Vil du med på pubben, honey?"

Hos værtinden, Madeleine de Jong, lærer jeg, at Homestay er en luksus at nyde. Et stort, gammelt hovedhus, smagfuldt restaureret med varme og tryghed og noget så dansk som hygge. Homestay er kæmpe stole, man nærmest kan sove i, stående i en halvcirkel omkring en gnistrende pejs. Homestay er tre retters duftende hjemmelavet mad med øl, vin og whisky ad libitum. Homestay er eget bad med dampende vand, varme håndklæder, lammeskindssutsko og ingefærschokolader på hovedpuden. Homestay er friskbagte croissanter i haven om morgen, og en vært der får smilet til at brede sig, hjertet til at synge, og kroppen til at længes tilbage. Homestay gør det svært at trække i crosstøjet igen om morgen på trods af det dejlige lun fra at have hængte omkring Madeleines ovn.

Til vejrs og til kysten. 

Lidt vest for Madeleines homestay ligger en alpekæde, der effektivt deler sydøen på langs. Farmen, Mount Torlesse, ligger klemt op ad alperne, og jeg nyder de nemme kilometer over de fårespættede marker, vi skal passere for at nå hen til bjergene. Med ømme muskler fra dagen i går varmer jeg langsomt op. Undervejs krydser vi nogle små dale med sumpet bund, hvor Jeannie rammer et stort hul og tager den over styret. Hun udfør den perfekte kolbøtte og plasker på ryggen i mudret et par meter foran cyklen. Craig kører foran, så Darren og jeg hiver grinende den slimede Jeannie og maskinen ud af pløret. 200 meter længere fremme finder vi Craig liggende under sin Honda, der er suget fast i mudret som en gummistøvle. Skønt at se at selv hobbitter kan styrte. Dagen bruger vi i bjergene, oftest på smalle, stejle spor skåret for mange år siden af frygteløse bulldozerførere. Landskabet er ligesom guiden Craig kloner af Ringenes Herre. På et tidspunkt stopper vi og betragter udsigten fra en bjergtop. Craig nægter, som den ægte new zealænder han er, at kalde det for et bjerg. "Just a foothill", siger han, altså et forbjerg. Men uanset hvad han kalder det for, så fortæller min GPS mig, at vi er steget 950 meter, siden jeg kikkede sidst.

Dagen efter er vi atter ude ved kysten. Denne gang på halvøen Akaroa, der ligner en bunke vulkansk hestepærer klistret på siden af fastlandet. En gang var det en fransk bosættelse, nu er det en forglemt provins, tilgroet, vindblæst og med en patinaisk varme. Det er grusvejsdag. Dagen hvor vi høvler dæk af. Dagen hvor vi øver svingteknik i højfart. Darren kører bredt, glemmer alt om venstre kørsel og stående på fodhvilerne lader cyklens baghjul spin og logre ud af svingene. Gruset er større end hvad jeg er vandt til i Skandanavian, og uden is, tø og noget lerindhold til at bind den sammen til en kompakt masse. Stenene ruller og gør maskinen meget levende, så opbremsninger sker med baghjulet lidt til siden. Vi holder øje med Craig, lurer hans teknik og som dagen går stiger hastigheden fra de varsomme til halsbrækkende så at selv 6. gear indvies.

Vi opdager små øde bugter og gemte byer råt savet ud af den omkringliggende bush. Huse med bølgende tage af rusten blik for enden af støvede grusveje. Forblæste, gulnede vejskilte på falmede, skæve hvide stolper der viser ligegyldige navne på ligegyldige veje, der ender blindt ved blændende udsigter. Efterladte biler på markerne er nu gemmesteder, hvor fårene søger læ for stormene, der kommer rullende ind fra havet efter have lagt sine bølger på bjergsiderne. Her presses skyerne igennem dalene som konditorens kagecreme. Det ene øjeblik kører vi over skyerne i alpelandskaber, det næste er vi omfavnet af den hvide masse, der sluger hver en lyd og skjuler svinget foran, ligesom det lige bag. Et par hjulspor fortæller, at vi er ikke alene. Udskridningerne i svingene viser, at der er andre, der kører bredt. Lad os håbe, at vi ikke træffer "ham", når han skal hjem. Vi runder enden af en bjergkam og braser ind over en solbeskinnet dal. Langt nede under os ligger kysten og en lille by. En fiskekutter pumper gråhvidt røg ud af skorstenen og trækker to hvide streger efter sig på sin vej ud af bugten.

Om aftenen, i en lille pub i den lille by Little River, drikker jeg endnu en af de bedste øller i mit liv. En mor i bare tæer og armløs kjole sidder ved bordet med vennerne, mens hendes barn kravler vandt rundt mellem gæsternes ben. De fleste står og læner sig op ad høje borde, mens The All Blacks, New Zealands berømte og berygtede rugbyhold forvandler deres irske værter til plukfisk i fjernsynet. Publikum udånder et fællesstøn hver gang en af The Blacks braser i jorden. Vores lille bord under halvtaget er en ø. En ø af træthed og gejst. Vores øråd når nemt til enighed om, at på trods af vores samlet erfaring med eventyr på offroader, så har det været nogle af de bedste, sjoveste og mest krævende motorcykeldage for os alle, nogensinde. Udenfor slentrer en ensom Herefordtyr igennem byen op ad hovedvejen. Ingen er bekymrede, alle er tilfredse. Publikum råber atter i kor.

alle rettigheder forbeholdes © Gregg J. Flower/ProMoto 2006